Opgave: Design en bil
Vores udgangspunkt for løsningen af denne opgave var ikke at designe en ‘realistisk’ bil eller bildel, men snarere at beskrive et design på en måde, så det fremgik, at vi havde forståelse for den tilhørende designtradition – gerne med et glimt i øjet.
Vi valgte den informationsteoretiske tradition (systems theoretical tradition) via udelukkelsesmetoden. Den socio-tekniske tradition er efter vores mening tæt forbundet til den måde, hvorpå man reelt designer biler i dag, og vi ønskede at tænke lidt mere kreativt og utraditionelt. Omvendt virkede det på mange måder søgt, når vi prøvede at overføre den kritiske designtraditions klassekamps-fiksering til et bildesign.
Vores informationsteoretiske bildesign hedder “Bil 1.0″. Bilen er designet med henblik på optimal effektivitet, ydelse og pris, omend nogle gange på bekostning af chaufførens velbefindende. Med andre ord kan man sige, at når vi som designere stod overfor et valg mellem f.eks. funktionalitet og komfort, så prioriterede vi oftest funktionaliteten.

Bil 1.0 er en stationcar med masser af plads bagi. Som vist på tegningen kan de to sæder i baggagerummet klappes op, hvis man har brug for den ekstra plads.
Alle sæderne er lavet af hård plastic, så chaufføren på ingen måde kan falde i søvn under kørslen. Endvidere er der installeret en skillemur mellem for- og bagsæder, så chaufføren ikke forstyrres af unødig menneskelig kontakt med de bagvedsiddende. Alle tre bagsæder er i øvrigt udstyret med pulte til arbejde (lektielæsning, etc.).
Bil 1.0 indeholder naturligvis det obligatoriske GPS-system, der sikrer optimal tidsudnyttelse og minimal chance for menneskelige fejl. En zonebestemt hastighedsbegrænsning tillader bilen at aflæse den tilladte maksimalhastighed i det område, hvor den befinder sig, og automatisk sætte farten derefter.
Bil 1.0 arkiverer løbende oplysninger om benzinforbrug. En detaljeret statistik tillader chaufføren at sammenligne det daglige forbrug med de foregående dage, uger og måneder, og danne sig et overblik over, hvor effektivt han/hun kører.
For at reducere omkostningerne og dermed prisen, er følgende overflødige elementer udeladt i Bil 1.0:
- Bilradio
- Klimaanlæg
- Lydpot
- Nakkestøtte
- Støddæmpere
Bil 1.0 er desuden ulakeret, og fås derfor kun i farven ‘naturligt aluminium’.