Projekt 1: Vision / Analyse af LED-skærm og tog
Vores gruppe nåede i dag frem til den første formulering af en vision, der skal fungere som udgangspunkt for projektet. Den lyder:
“For nogle mennesker er togture en kedelig oplevelse. Vi ønsker at præsentere indhold på LED-skærmen, der kan være med til at gøre togturen mere interessant for passagererne.”
Endvidere har vi lavet de første udkast til analyser af de to objekter – toget (IC3) og LED-skærmen. Vi har anvendt see-look-interpret-metoden på begge objekter.
* * *

See:
IC3-toget er langt, slankt og med runde kanter. Det er malet i en klare farver; fortrinsvist en ren hvid, men med stærke røde og gule striber. Toget har en lang række vinduer på begge sider af vognene. Indvendigt er vognene også farverige med polstrede sæder i forskellige nuancer af blå, grøn og lilla. Gulvene er belagt med mønstrede tæpper. Der er borde overalt, og under dem finder man bladholdere og skraldeposer.
Look:
Designet med de runde former er meget organisk og elegant. Farverne komplementerer hinanden på en moderne facon, og man glemmer næsten togets mekaniske natur. De mange vinduer sørger for, at masser af dagslys falder ind i vognene. Borde og blade er med til at skabe komfort og underholdning.
Interpret:
DSB forsøger at gøre IC3-toget til dit ‘hjem under rejsen’. Dette ses på de mange hensyn, der er taget til komfort, og det indvendige design, der leder tankerne hen på stilfuld, planlagt hjemmeindretning. Således bliver passagererne inviteret ind i et hjem udenfor hjemmet snarere end et transportmiddel. Det udvendige formsprog ligger langt fra de ældre generationer af toge, og det er tydeligt, at DSB ikke ønsker at forbinde IC3-togene med den industrielle og mekaniske kultur, toget ellers har tilhørt siden industrialiseringen.
* * *

See:
LED-skærmen har omtrent samme brede format som en normal TV-skærm. Den består af en masse små lysende spots (LED), der tilsammen opbygger et billede på samme måde som pixels på en monitor. LED-skærmen bruges til skiftevis at vise nyhedsoverskrifter fra dagens udgave af Stiftstidende og reklamer for f.eks. aviser (Urban). Der vises også vejrudsigter med jævne mellemrum. LED-displayet får billederne til at lyse kraftigere end på en normal skærm. Skærmens ramme er lavet af matbrunt metal, og Århus Stiftstidendes logo pryder den nederste kant.
Look:
Det brune metal giver skærmen en stilfuld fremtræden. Logoet på nederste kant fungerer som reklameplads for Stiftstidende uanset hvad der vises på skærmen. Ved at vælge en LED-løsning kan man se skærmen på lang afstand; selv fra pladsens anden ende. De hyppige udskiftninger af skærmbilledet giver et indtryk af aktivitet og liv. Skærmen hænger over indgangen til Stiftstidendes redaktion, og den byder dermed velkommen til bygningen.
Interpret:
Det, at skærmen er knyttet til redaktionsbygningen, gør, at Stiftstidende profilerer sig selv gennem skærmens egenskaber. Således sendes der signaler om liv, aktivitet og engagement, der overføres til selve avisen. Århus Stiftstidende sammenkædes med kultur, tiltag i bylivet, modernitet og en generel succes, der åbenbart tillader avisen at bidrage aktivt til bybilledet.